Kennel Turners Pride

Om Kennel Turners Pride
	Min interesse for Dogue De Bordeaux kom helt tilfældigt.
	Jeg boede på det tidspunkt på Djursland, og red en hest for en bekendt, mens ejeren var gravid.
	Ejeren og manden skulle flytte i lejlighed på 3 sal og kunne ikke have deres hund Turner med.
	Jeg kendte kun Turner fra de få gange, jeg havde set hende i stalden.
	Hun var en meget sky og bange tæve, men hun havde bare et eller andet glimt i øjet.
	Så da ejeren nævnte, at Turner måske skulle aflives, hvis de ikke fandt en ny ejer, spurte jeg,
	hvad de skulle have for hende.
	Hun sagde, at jeg kunne tilride 3 heste , og så fik jeg Turner.
	Så det gjorde jeg, og Turner blev min... :)
	Turner var knap to år, da jeg fik hende i 2001, og hun blev 10 år og 3 uger.
	Jeg er en af de få i DK, som har været så heldig at få en følgesvend og soulmate i så mange år.
	Jeg anede ikke, hvad det var for en race, jeg havde fået anskaffet mig, og det eneste jeg havde
	fået at vide var, at hun havde stambog, men jeg ikke kunne få den, og at Turner var fra Belgien,
	og siden hun kom til DK, ikke havde haft et særlig godt liv.
	Hun havde også haft tre ejer før mig, og at hun var af racen, som de kaldte løvehund & Ritchback.
	Jeg ledte på nettet, og syntes altså ikke, at Turner lignede nogen af dem, og hun havde heller
	ikke den stribe på ryggen.
	Jeg løb på et tidspunkt ind i en klog mand, som fortalte mig, at den race hed Dogue de Bordeaux.
	Så mig ind og rode nettet igennem for info om denne race.
	Og der blev jeg da lidt klogere på, hvad det var for en race, og hvad deres behov var.
	Jeg er uddannet som Dyreassistent i 99, og tænkte meget over Turner's foder og velvære.
	Den tidligere ejer havde kun fortalt mig, at jeg bare skulle fodre Turner med det foder ovre fra
	brugsen af, for andet ville hun ikke æde.
	Jeg syntes bare, at det var noget mærkeligt noget, og kunne heller ikke forstå, at hun altid
	kastede op, når hun havde spist.
	Jeg kendte jo kun til sundhed & sygdomme inden for heste.
	Jeg fandt heldigvis hurtigt ud, af at hun kastede op, fordi hun spiste i gulvhøjde og selvfølgelig pga.
	foderet og koldt vand.
	Jeg havde aldrig hørt om, at en hund kunne få mavedrejning, og skulle spise i den rigtige højde.
	Men siden hun kom op i den rette højde og fik andet foder, gik det fint.
	Turner blev desværre meget syg få dage efter jeg fik hende.
	Hun havde fået en meget slem underlivsbetændelse, betændelse i bughulen og meget høj feber.
	Jeg drønede til dyrlægen, og han nåede heldigvis at redde hende, men hun skulle steriliseres for at
	overleve, og desuden have tømt bughulen for betændelse.
	Heldigvis gik det godt.
	Som skrevet oven over, var Turner dengang en meget sky hund, og hvis man lavede en hurtig
	bevægelse eller talte lidt højt, krøb hun langs væggene.
	Hun var også MEGET dårlig til at møde mænd, især store og høje mænd.
	Det var sådan, at jeg skulle gå hen, og få manden til at sætte sig på hug, og så skulle jeg lægge
	min hånd på ham, og sige.... Turner det er ok.
	Og for det meste kom hun hen og hilste, men IKKE, hvis jeg ikke havde sagt go' for ham.
	Efter meget træning og socialisering med andre dyr og mennesker blev det heldigvis meget bedre i
	løbet af et par år, og Turner blev den mest kælende og drillesyg pige, man kan tænke sig.
	I forhold til at Turner skulle i narkose ang. underlivsbetændelsen, fik jeg Turner's kæbe eller at det
	røntgenfotograferet, fordi at den var skæv, og jeg ville være sikker på, at hun ikke havde et brud
	ville gå ud over hendes måde at spise på.
	Det viste sig så, at det var en skade som hun ikke var født med, og at sådan en skade kunne hun
	ikke selv eller andre dyr pådrage hende.
	Så gik det op for mig, hvorfor hun var så sky og bange for mænd.
	Med det i tankerne måtte jeg lave en endnu mere intensiv træning og socialisering.
	I 2003 skete der noget i mit liv, hvor jeg var nød til at rykke teltpælene op og flytte til Nordjylland.
	Lige så hårdt det var for mig at sige farvel til mit liv dernede, lige så meget blomstrede Turner mere
	og mere, og hun var helt klart den, som holdt mig oppe.
	Vi har været igennem rigtig meget ,men jeg vil til enhver tid gå igennem det hele igen, hvis jeg
	kunne have Turner som min milepæl.
	Jeg mødte nogle mennesker i Nordjylland, som introducerede mig til andre Dogue de Bordeauxer
	og opdrættere.
	Jeg havde også Turner med på udstillinger som gæstehund, og må desværre sige at DDB'er er
	rasistiske (må ikke misforstås), men de leger bare bedre sammen, når de er af samme race.
	Det kan ikke forklares, men skal opleves … :)
	Da Turner kom lidt op i årene, ville jeg have en DDB nr. 2, og fandt frem til min han Jack, som var
	13 uger, da jeg fik ham hjem.
	To år for inden sprang Turner desværre sit korsbånd og blev opereret, men desværre havde
	dyrlægen sjusket, og satte det for stramt sammen med det resultat, at jeg skulle svømme hed
	hende 2-3 gange om ugen for at træne Turner's krop og ryg til at kunne klare at hun altid ville halte.
	Det var en frygtelig oplevelse og totalt dårlig behandling hos dyrlægen og da jeg fik Turner hjem
	skreg hun af smerte, fordi fire af hendes sting var sprunget op, og at de havde sat tape oven
	over stingene, så det sad ned i det åbne sår.
	Jeg klippede alt forbindingen af og rensede sået, og satte sådan nogle sommerfugle på med en
	god forbinding uden om.
	Såret helede fint, men hun ville desværre altid komme til at halte pga. lægesjusk.
	Nu når Turner ikke kunne få hvalpe, håbede jeg på, at hendes dejlige sind kunne smitte lidt af på Jack.
	Dengang ville jeg meget gerne have en hvalp efter Turner, men i dag ville jeg aldrig avle på en
	hund uden stamtavle, og Turner lever heldigvis videre i mit kennel navn: Turners Pride.
	Jeg valgte dette navn, fordi jeg gerne ville have et personligt Kennel navn og andet navn end
	Turners Pride kunne det selvfølgelig ikke være... :)
	I for sommeren 2007 fik Turner borelia i nerverne i hjernen af en skovflåt.
	Det var meget slemt, og vidste ikke i tre dage, om Turner overhovedet ville overleve.
	Hun var meget svag, og hendes balancenerve var helt ud af trit, og hendes syn var også meget svagt.
	Efter hurtig og effektiv behandling kom Turner sig rimeligt og kunne fungere som hund dog uden
	vores daglige lange traveture, men hun var glad og drillesyg.
	Når det blæste uden for kunne hendes balance og synet godt drille hende, men med lidt hjælp gik det.
	Turner var en pige, som havde en helt speciel personlighed og en meget stædig dame … :)
	Hun kunne selv lægge sit legetøj op i sin spand, når hun var færdig med det, og hun kunne samle
	kuglepenne op fra gulvet :)
	Hun elskede at flå papkasser eller pakker i stykker, hvilket er rimelig irriterende, hvis man står og
	skal flytte, kunne hun godt komme slæbende med en af kasserne igennem stuen... Skøre hund..:)
	Selv på hendes gamle dage kunne hun godt finde på det.
	I 2007 fik jeg min tredje DDB Cheri.
	Hende fik jeg egentlig, fordi jeg ikke ville have, at jack skulle være alenehund, hvis nu at Turner
	ikke skulle være her mere.
	Cheri blev indkøbt ligeledes som Jack med henblik på avl, og at hun kunne liniemæssigt passe
	sammen med jack's stamtavle.
	Turner gik over regnbuen d. 2 febuar 2009.
	jeg valgte at sige på gensyn til Turner, fordi hun havde mistet mange muskler i bagparten og
	skaden fra korsbåndet og boreliaen begyndte at tære meget på hende her på hendes gamle dage.
	Det var den aller sværeste beslutning i mit liv, men jeg er slet ikke i tvivl om, at det var det helt
	rigtige at gøre.
	Jeg havde fået en dyrlæge ud, så hun kunne sove ind hjemme i vandte omgivelser.
	De andre hunde var i køkkenet, imens det hele stod på.
	Dyrlægen var rigtig god og tålmodig, og Turner sov stille ind i mine arme.
	Jack og Cheri fik lov til at sige farvel til Turner, da hun var sovet ind.
	Jeg tror det er meget vigtigt, at de får snuset og sagt ordenligt farvel.
	Jack tog det meget tungt, og der gik lige lidt tid, før han var sig selv igen.
	Cheri kunne man ikke rigtig mærke noget på.
	Min mor & jeg gav Turner en værdig begravelse, og jeg er glad for, at jeg den dag i dag har et
	sted, jeg kan gå hen med blomster og mindes hende.
	Turner er helt klart årsagen til, at jeg har Kennel med Dogue de Bordeaux i dag, og at racen altid
	vil have en meget speciel plads i mit hjerte.
	Alle mine hunde er årsag til, at jeg den dag i dag ikke kun ser på tal og bogstaver efter at alle
	kravene fra Dansk kennel klub er opfyldt og skal overveje om min han eller tæve skal indgå i avl.
	Jeg har bl.a. trukket min han Jack i avl til trods for, at han er avls godkendt med status HD: CC –
	AD: 01 - Sas 2.3 og er Dansk Champion.
	Det har jeg valgt at gøre, fordi jeg ikke står inde for at lave hvalpe efter ham, da han til tider har
	hudproblemer, og at jeg har fundet ud af, at det ikke kun er Jack som har haft dette, og at der
	er nogle som har hjerteproblemer.
	Jack er død d 03-05-10 pga. væske i bughulen som er forårsaget af et for stort hjerte.
	Dette er ikke noget hans SAS skanning har kunne forudse.
	Cheri har status HD:AA-AD:3 med et fantastisk sind som er a la en flyvende hoppebold, og er en
	meget sund hund.
	Det er meget vigtigt for mig at kikke på hele hunden, og ikke kun hvad der står på papir.
	Om hun skal bruges i avl ,må tide vise.

	Sådan kom Dogue de Bordeauxen ind i mit liv, og det er helt sikkert for at blive...... :)))

	Ny begyndelse... Ny race...
	Efter Jack var gået bort var Cheri helt nede i kul kælderen.
	Hun ville ikke spise, lege eller med udenfor.
	Det eneste hun ville var at ligge på Jack's madras.
	Efter nogle dage var hun begyndt at live lidt op og jeg var kommet til den beslutning at jeg ikke
	ville have flere hunde Pt, med mindre at der kom noget jeg absolut ikke kunne sige nej til.
	Og det må jeg sige at det gjorde der.

	Vi var så heldige at og fik vores første Franske Bulldog.
	Han hedder Store Linde's Flor De Cana Gold kaldet Lexus og han er bare helt fantastisk.
	Jeg plejer kun at være til de store hunde men Lexus har bare så meget personlighed
	at ham kan man ikke andet end at holde af.

	Nu består kennel Turners Pride af Dogue de Bordeaux og Fransk Bulldog... And we Love IT :)

Om Kennel Turners Pride - Links - Info - Kontakt - Engelsk